Mennesker uden en stemme

Man hører dem aldrig, man ser dem aldrig, men man hører om dem og og læser om dem, men hvem er de?

Heldigvis tog TV2 bladet fra munden og viste os sandheden om asylsystemet i Danmark. Endelig så vi og hørte vi de usynlige fremmede, endelig blev det offentlig kendt hvilke forhold de opholder sig under. Skammeligt!

Hvem taler deres sag, hvem er deres stemme?

Når noget så basalt som menneskerettigheder fuldstændig og på det groveste forsømmes, hvilken garanti er der så for at noget så indvilket og alvorligt som at afgøre deres skæbne, foregår på en betryggende måde? Vi kan ikke behandle dem ordentlig mens de er i Danmark, og deres tilstand er værre når de forlader Danmark end da de kom.

Jamen ingen klager! Nej, men der er heller ingen der klager over en faldskærm der var defekt, og det er ikke ensbetydende med at alle faldskærme virker.

Vi så at børn på ca. 8-10 år, måtte være tolke i samtaler mellem sagsbehandler og forældre, vi så en dreng på samme alder, måtte læse et brev op for sin far, mens hans psykotiske mor lå i psykisk "mørke" som man ellers kun ser på de værste institutioner, et brev om afslag på asyl/ophold.

Når man behandler dem så dårligt og umenneskeligt når de er her, hvor meget bekymrer man sig så om deres fremtid, i de lande de flygtede fra?

Hvem er deres stemme? man hører den sjældent, den er godt gemt væk, lige som de er godt gemt af vejen for medier og offentligheden.

Formørkelsen har sænket sig over den såkaldte danske velfærd. Farvel-færd!


Jeg håber snart TV2 genudsender udsendelsen "Asyl-børn".


Må kun gengives med tilladelse © Asyl-danmark.