26 oktober 2007

Eksperterne skyder Foghs 3 år ned...

Samme dag som den fantastisk ambitiøse plan om at give os alle tre år længere at leve i, bliver den varme luft lukket ud af Foghs ballon.

Det er jo ikke så få ligheder mellem det her og så 50 millioner, eller hvor meget det var, som der blev lovet i går, men som kloge mænd i jakketøj kunne regne ud ikke var andet end spin og narrestreger...

Altså endnu en gang tomme ord og løfter, en gratis omgang fra Fogh, uden substans - lad os indse det Fogh er løbet træt, vi trænger til en ny regering!


Kilde: TV2 - Eksperter skyder Venstres plan ned

(start)
Eksperter skyder Venstres plan ned

Venstres mål for danskernes sundhed er uambitiøst, vurderer førende eksperter.
V præsenterede i går en plan, som skal gøre danskernes levetid tre år længere i de kommende 10 år. Sundhedsminister Lars Løkke (V) kalder målet om tre år længere levetid for "meget ambitiøst". Det skriver Nyhedsavisen.
Det er Danmarks førende ekspert i leve­tidsforskning uenig i. De seneste 10 år er vi blevet ca. tre år ældre i gennemsnit, og den udvikling vil efter alt at dømme fortsætte i de kommende 10 år, siger seniorforsker Knud Juel.
"Hvis Poul Nyrup Rasmussen havde lovet det samme i 1995, havde han også fået ret. Mændene er siden blevet tre år ældre, og kvinderne 2,4 år ældre, så i den sammenhæng afviger Venstres løfte ikke meget fra det, vi har set hidtil," siger Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed.
"Danmark har potentiale til en langt større fremgang end tre år. Med tre år mere er vi bare oppe på det, svenskerne har i dag," siger Knud Juel.
Danskernes sundhed er så langt bagefter, at danske kvinder lever kortest af alle kvinder i hele Vesteuropa. Venstres plan er totalt blottet for en række tiltag, man har set virke i andre lande, påpeger formanden for Motions- og Ernæringsrådet, professor Morten Grønbæk. Det drejer sig om højere aldersgrænser for køb af tobak og alkohol, gratis, sunde madordninger og lavere afgifter på sund mad.

(slut)

Etiketter:

Dagens overbud...

I dag må man sige at overbudsmanien fra de borgerlige har antaget helt nye og fantastiske højder...

Tænk engang, nu vil de love os at vi lever tre år længere om ti år, om det er en garanti man kan regne lige så meget med som deres såkaldte behandlingsgaranti er så spørgsmålet, men det er da en mærkelig måde at tage folk som gisler på, "hvis vi får lov at sidde de næste 10 år, så får du lov at leve tre år længere..."

Skandaløst!!! At tage den slags plattenslageri ind i valgkampen, det tyder på at Fogh er løbet tør for sleskhed og skræmmekampagner, og nu vil love os at vi kan blive 90 år, hvorfor ikke love os evigt liv, mens vi er igang?

Hvorfor ikke love at alle syge bliver helbredt?

At alle fattige bliver rige?

At alle gamle bliver unge?

At alle kan få det som de drømmer om, så længe de altså stemmer på Fogh....


Jeg har svært ved at tænke mig noget der kan overbyde dette tilbud, og tænk engang Fogh har allerede haft 6 år til at hjælpe os med at blive ældre, personligt føler jeg mig 6 år ældre, men hvis Fogh kan love at jeg kun bliver 3 år ældre i løbet af 10 år, så er det måske værd at overveje???

Men 6 år, det må give 3/10 = 0,3 år ældre pr år Fogh sidder, 0,3 x 6 = 1,8 år skal vi leve længere takket være Fogh! Jeg håber ikke der er for mange der dør mens han sidder som statsminister, de vil da nok ikke mene at han holder hvad han lover, hvad mener du? Kan Fogh holde hvad han lover?

Link: TV2: Venstre vil sikre tre ekstra leveår

(start)
Venstre vil sikre tre ekstra leveår

Venstre vil give danskerne tre ekstra leveår om 10 år. Det skal ske med en national plan for, hvordan sygdomme kan forebygges.
Den nationale forebyggelsesplan indeholder initiativer for børn, for arbejdslivet, for alderdommen og målrettes særligt de mest udsatte grupper.
"Behandling er en vigtig del af sundhed. Men en anden vigtig del af sundhed er at forebygge, at man kommer på sygehuse. 40 procent af alle sygdomme og tidlige dødsfald skyldes manglende motion, dårlig kost, rygning og alkohol. Vi skal derfor have en national forebyggelsesplan med klare målsætninger og klare redskaber. Derfor siger vi, at danskernes gennemsnitlige levetid skal være tre år højere om 10 år," sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han præsenterede planen under et besøg hos julemærkehjemmet Kildemose ved Ølsted i Nordvestsjælland.
K støtter planen
De Konservatives sundhedsordfører Helle Sjelle tager godt imod ambitionen.
"Jeg er samtidig utrolig glad for, at Venstre nu foreslår en national forebyggelsesplan. Vi konservative bakker naturligvis 100 procent op om idéen - lige som Venstre bakkede op om os, da vi foreslog en national forebyggelseskommission i juli i år," siger den konservative sundhedsordfører, Helle Sjelle.

(slut)


Link: DR: V: Danskere skal leve tre år længere

(start)
V: Danskere skal leve tre år længere

Stem på Venstre og lev tre år længere.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede til formiddag en forebyggelsesplan, da de besøgte julemærkehjemmet Kildemose i Nordvestsjælland.
- Det er en stor udfordring. 40 procent af alle sygdomme og tidlige dødsfald skyldes manglende motion, dårlig kost, rygning og alkohol, siger statsminister Ander Fogh Rasmussen.
Meget ambitiøs planPlanen skal forebygge sygdomme og resultere i, at danskerne i gennemsnit lever tre år længere om 10 år.
- Det er en meget, meget ambitiøs målsætning. Hvis vi skal løbe tre år ind på ti år skal der en kæmpe indsats til. Og der skal nok lovgivning til, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han fremhæver fire vigtige fokusområder for at nå målet:
- En god start i livet: Ved at grundlægge gode vaner så tidligt som muligt og ved at hjælpe de børn, hvis forældre ikke har styrken til at støtte dem.
- Et sundt arbejdsliv: Ved at forbedre det generelle arbejdsmiljø og ved at opmuntre virksomhederne til at støtte deres medarbejdere i at leve sundt.
- En sund alderdom: Ved at fortsætte de gode vaner fra arbejdslivet og ved at grundlægge nye gode vaner, der kan tage højde for alderdommens særlige problemer.
- En målrettet bekæmpelse af ulighed i sundhed: Ved at fokusere forebyggelsesindsatsen mod særligt udsatte grupper og ved at styrke udsatte gruppers mulighed for at gøre brug af deres rettigheder i sundhedsvæsenet.
Venstre vil også nedsætte en forebyggelseskommission, der skal se på, hvordan man målretter midlerne bedst.

(slut)

Etiketter: